Anmeldelse
Dødsfald skal anmeldes til afdødes bopælssogn på en særlig blanket senest 2 hverdage efter hændelsen. I fleste tilfælde sker anmeldelsen og kontakten til sognepræsten gennem en bedemand. Herefter aftaler man med præsten eller gennem bedemanden tid og sted for begravelse eller bisættelse.
Ofte bruges ordene begravelse og bisættelse synonymt. Ved en begravelse forstås en begravelseshandling, hvor kisten nedsænkes i jord og jordpåkastelsesritualet finder sted på kirkegården. Ved en bisættelse forstås en begravelseshandling, der består af kremering (ligbrænding) og eventuelt efterfølgende urnenedsættelse. Jordpåkastelelsesritualet foregår i så fald i kirken eller på krematoriet.
Sammen med anmeldelsen medbringes så vidt muligt afdødes dåbs- eller navneattest og evt. vielsesattest.
Sognepræsten i bopælssognet er begravelsesmyndighed og godkender anmodningen om begravelse eller bisættelse.
I den forbindelse er det begravelsesmyndighedens pligt at sørge for, at begravelsen eller bisættelsen sker i overensstemmelse med afdødes ønsker.
Begravelsen eller bisættelsen skal normalt ske senest otte dage efter dødsfaldet.
Valg af gravstedstype:
se under Kirkegården
- Forslag til salmer til en begravelse/bisættelse http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salmertil/9
Begravelsesritualet
PRÆLUDIUM
SALME
HILSEN
Præsten siger: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.
INDLEDNINGSKOLLEKT
Lad os alle bede!
Barmhjertige Fader!
Tak for menneskelivet, du har givet os,
med dets glæde og sorg;
tak, at vi ved,
at alle ting må tjene dem til gode, som elsker dig.
Hold os nu i vor sorg fast hos dig;
mind os om,
at du ved din Søns død og opstandelse
har båret vore smerter
og fornyet os til et levende håb;
hold os for øje,
at du i dåben har gjort os til dine
og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv.
I denne tro takker vi dig
for alle gode gaver,
du har givet os gennem hans/hendes liv,
som nu er gået bort,
og overgiver hans/hendes legeme og sjæl i dine hænder
og beder dig bevare ham/hende
til en glædelig opstandelse på den yderste dag.
Send os din hjælp, at savnet må lindres.
Styrk os i håbet om dit kommende rige,
hvor du fører alle dine børn hjem til dig
for at prise og takke dig til evig tid. Amen.
LÆSNING(ER)
Èn (eller to) læsninger fra Det Gamle Testamente eller/og Det Nye Testamente.
TROSBEKENDELSEN
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber,
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.
SALME
Kan udelades
PRÆDIKEN
SALME
JORDPÅKASTELSE (i kirke eller kapel ved en bisættelse, på kirkegården ved en begravelse)
(Jordpåkastelsesritualet se nederst)
SLUTNINGSKOLLEKT (udelades ved en bisættelse)
Lad os alle bede!
Kærlige, retfærdige Gud, de hjælpeløses hjælper,
de fortabtes frelser,
de lykkeliges dommer,
dig beder vi:
Giv os din Helligånd.
Hold vort håb i live,
så vi ikke fortvivler i ulykkens dage,
hold vor tro i live,
så vi ikke går tabt for dig,
hold vor kærlighed i live,
så vi ikke går tabt for hinanden i vor sorg,
men lever så godt vi forstår det,
indtil du samler os hos dig
under den nye himmel på den nye jord,
genskabte ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.
VELSIGNELSE
Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!* .
SALME
ORGELEFTERSPIL (postludium)
JORDPÅKASTELSESRITUAL
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,
som i sin store barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Præsten kaster jord på kisten tre gange med ordene:
(N.N.) Af jord er du kommet.
Til jord skal du blive.
Af jorden skal du igen opstå.
Fadervor
Lad os bede!
Fader vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.
Derefter lyser præsten velsignelsen:
Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!*
På kirkegården sluttes med en kort salme.